god-kundeservice-er-god-markedsforing

God kundeservice, er god markedsføring

Er kundeservicen hos jer i topklasse? Det bør den nemlig være. I dag er markedsføring nemlig meget mere end at få trykt nogle fede foldere og have styr på SEO’en. I denne artikel kan du læse mere om, hvorfor god kundeservice er så vigtigt og hvordan den kan forbedres.

Mennesker snakker sammen

Mennesker snakker sammen, sådan er det bare. Med familie, venner og bekendte. De deler oplevelser og erfaringer – det skal I udnytte. Har I et godt produkt, vil jeres kunder med stor sandsynlighed fortælle det til folk i deres omgangskreds.

Det som er vigtigt at huske på er, at det ikke kun er selve produktet som tæller, men helhedsoplevelsen, når en kunde handler hos jer. Det betyder, at processen før, under og efter købet har betydning.

Drop de 100 dages leveringstid

Dit produkt kan være nok så godt, men hvis leveringstiden er på 100 dage (overdrivelse fremmer forståelsen) eller at supporten ikke kan svare på nogle spørgsmål, ødelægger det helhedsoplevelsen.

Derfor er det vigtigt at tænke over, hvad I kan gøre for at yde god kundeservice. Her har du en liste over tiltag, som kan forbedre jeres kundeservice (hvis I ikke allerede gør det):

  • Gratis fragt
  • Fri retur
  • Mulighed for support uden for regulære arbejdstider
  • Rabatkode, som tak for handlen
  • Bed om feedback på købsoplevelsen (på mail)

Skab gensalg gennem god kundeservice

Det er faktisk ganske simpelt; Hvis I er med til at give jeres kunder en god oplevelse når de handler med jer, så vil de gerne handle igen.

God kundeservice betyder ikke at processen ved et køb nødvendigvis behøver at gå gnidningsfrit fra start til slut. Hvis du yder god kundeservice når der sker fejl, tæller det nærmest dobbelt, fordi det er noget som kunden husker. Lad mig komme med et eksempel.

En kunde bestiller et produkt på din hjemmeside, desværre er produktet i restordre, men det stod ikke på hjemmesiden. Nu skal du rette op på fejlen. Det gør du ved at ringe kunden op og forklare situationen. Hvis du har godt alternativ til det bestilte produkt, kan du anbefale det (evt. giv en rabat, hvis det er et dyrere produkt). Når du gør det, vil kunden huske dig som yderst hjælpsom, fordi du hjalp med at finde en god løsning på problemet – og det er guld værd.

Mund-til-mund er den bedste markedsføring

Der findes ikke nogen bedre form for markedsføring, end når en kunde anbefaler dit produkt til familie og venner. De stoler nemlig på hinanden og derfor er de trygge ved at handle med dig, hvis en i deres omgangskreds har anbefalet din virksomhed. Derfor; Gør noget ekstra ud af jeres kundeservice – det er ikke her der skal spares, da det i sidste ende bliver en dårlig forretning for jer.